Noveller

Et dyr flytter ind
“Hvor i alverden er du kommet fra?!” udbryder Britt. Den udsultede, men store rødstribede kat står helt forskræmt i hendes sofa med juletræs-hale og krummet ryg. Det ene øre er nærmest manglende, halen halv, og højre øje hænger, så den ser lidt fordrukken ud. Altandøren har stået åben det meste af dagen, det er søndag og Britt kan mærke forårets dufte fra træerne ovre fra naboens have. Britt ved ikke lige, hvad hun skal gøre. Som det gode kristne menneske hun er, skal man jo værne om alt levende. Hvor levende kræet er, kan hun ikke helt blive enig med sig selv om. “Men pelsen kan meget vel være levende i sig selv”, tænker hun tørt.
Som altid når Britt er i tvivl om noget, ringer hun til sin søster Lise. “Ja, den må jo være kravlet op ad nedløbsrøret”, fortæller hun i telefonen. Hun kan høre at Lise har sat sig godt til rette, og ser hende for sig med benene trukket op under sig i sofaen med en kop the og den grå uld plaid over sig.                                                                “Jamen, har du spurgt nogle i opgangen, om de mangler en halv kat?”, spørger Lise.  Britt fortæller, at hun først lige er kommet hjem fra en gåtur sammen med en veninde. De havde mødtes på Britt’s opfordring, da hun trængte til at vælte ud af tanker og frustrationer.”Hvorfor dog?” spørger Lise. “Jeg er så træt af at græde over kys, fordi de ikke føles!” siger Britt.
Hun fortæller om lørdag aften i byen med tre kolleger fra Riget, og om den smukke tyrkiske mand, som havde set sig varm på hende, lige fra hun trådte ind af døren med sit røde hår og sin røde kjole. De havde danset hele aftenen, og det føltes så frit, og hun var så glad og lykkelig, og så kyssede de, og de svedte, han snurrede hende rundt, og de grinede, og han kyssede fantastisk, og det hele flagrede, og gik bare op i en højere enhed. Hun var vist osse lidt fuldt. Han havde spurgt, om hun ville invitere ham med hjem. Hun havde trukket på det. “Åh jamen, jeg er jo ikke sådan”, havde hun tænkt, og herefter nærmest mantra-agtigt sagt til sig selv: “Jeg er overlæge, jeg er respektabel, jeg har folk under mig, de ser op til mig, jeg er et forbillede, jeg må opføre mig som sådan!”  Men så havde hun kylet alle tankerne af helvede til. “Ja! Du skal med mig hjem!”, nærmest råbte hun til ham. Og så havde de taget en taxa. Han havde holdt døren, havde betalt taxa’en, kysset hende hele vejen op af trappen op til 2.sal, hvor hun forpustet låste døren op, og han forførte hende langsomt og stilsikkert ind i sengen.  “Det var så vidunderligt at give slip, og han var så smuk og så galant. Jeg nød det SÅ meget!”
Bagefter havde de ligget i ske, og hun havde overgivet sig til søvnen med et smil på læben. Men så vågnede hun tidligt i morges. Han var igang med at tage tøj på, og blikket var indadvendt. Han havde fremført nogle flade undskyldninger om en græsplæne, der skulle slåes, nogle lerting han ikke havde fået brændt, “Og fanden og hans pumpestok! – Og selvfølgelig efterlod han ikke sit telefonnummer”, sukker Britt til sidst
“Ja, mænd kan sgu være nogle svin”, siger Lise, og der er stille et øjeblik. “Altså lige med undtagelse af min Kjeld. Selvom han nu osse kan være lige lovlig fikseret nogle gange. Måske du kunne låne ham lidt, tage toppen af ham – bare en gang i mellem?”, fniser Lise.  “Ja, det kunne være kønt!”, istemmer Britt. “Den pensionerede blikkenslager med topmave og stor næse i min lille seng.?! Aj, jeg tror ikke der er plads!”.  De får et mindre grineflip over de billeder det medfører, og efter en lille snøftepause og tåretørreri, siger Britt; “Jeg har fortrudt det køkken… Ikke at det ikke er flot – Kjeld har gjort et rigtig godt stykke arbejde! Men jeg føler nogle gange, at det er Hybris Nemesis, og at jeg bare går og venter på en mand, som skal passe ind i mit køkken. Jeg skulle jo have haft manden før køkkenet. Forstår du?”
Hun kan høre at Lise tænker i den anden ende af røret, før hun udbryder; “Men, nu har du jo fået kat!!” De griner lidt igen. “ Jo”, siger Lise, “Jeg forstår godt, hvad du mener. Men du skal huske at trække vejret, og så skal du træde ned fra den pidestal, som du har sat dig selv op på. Hvorfor skal du være så skide perfekt, når alle vi andre ikke er det?! Og som du selv siger, så føles det fantastisk at slippe. Mere af det! Så skal ham samtale-køkken-manden nok komme!”
Lise har altid været god til at se tingene fra en højere vinkel, og så kender hun Britt ud og ind som en gammel dagbog. “Ja… du har som altid ret”, siger Britt. “ Og den halvdøde hankat… Hvis det da er en hankat?!!”, udbryder hun grinende. “Det er jo mennesker, jeg ved mest om – ihvert fald det anatomiske…”.  “Tjek ham!”, siger Lise hastigt, og tilføjer “En mand er vel en mand, uanset størrelse og art!”.
Britt går – med telefonen stadig presset mod øret – hen til katten, som nu er faldet ned i en hjemmevant ro – som om den altid har boet og tronet her i lejligheden. Den kigger sløvt på hende. Hun har aldrig været særlig glad for katte – dyr i det hele taget -, men vover alligevel, og tager fat i det ene bagben med pege og tommelfinger og løfter op.  “Ja, så var det alligevel ikke det sidste par testikler, jeg fik set i denne weekend!”, ler hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

Disse HTML koder og attributter er tilladte: <a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <s> <strike> <strong>